MØD DIN LOKALE KUNSTNER

MØD LASSE REINHARDT og ALBA LUNA

11. januar - 16. februar 2025 i Pavillonen.

Lasses udstilling består af ca. 10 værker. Udstillingens titel: PÅKALD' 'Naturen har hemmelige kræfter vi kan kalde på. Øjeblikket er en meddelelse, hvis vi lytter'. Lasse har for nylig haft et gennembrud ift. arbejdet med sine fotografier. Alba arbejder både inden for medier som keramik, foto, performancekunst, tekst, samt hårde og bløde skulpturer.

———————————-

Det er SAK Kunstbygnings formål at fremme interessen for samtidskunstens og kulturens udtryksformer og værker. SAK har skiftende udstillinger og andre kulturelle aktiviteter og arrangementer. Ansøgninger kommer fra hele Danmark og udlandet. Udstillingerne skal være af høj kunstnerisk kvalitet og hovedparten er baseret på malerier og skulpturer. Over 10.000 gæster besøger hvert år SAK.

SAK ønsker at gøre mere for det lokale kunstmiljø, som både er mangfoldig og talentfuld. Inspireret af de gamle kunstsaloner i Paris, vil SAK fremadrettet give lokale kunstnere muligheden for at udstille. Der er således dedikeret et centralt område af SAK, hvor dette skal ske.

MØD DIN LOKALE KUNSTNER skal være en anledning til at Svendborgs kunstnermiljø i stigende grad anvender SAK som deres faste mødested. Hvor der bliver set på de helt lokale kunsttendenser i Svendborg. SAK skal også være vindue for den talentmasse, som findes lige rundt om hjørnet.

Vilkår for deltagelse:

  • Deltagende kunstnere skal bo på Sydfyn.

  • Udstillingerne udvælges blandt ansøgninger til Udstillingsudvalget, som afholder 4-5 møder om året.

  • Som udgangspunkt kan alle billedkunstneriske medier og teknikker anvendes.

  • Det koster ikke at noget at udstille.

  • Kunstnerne skal være fysisk til stede under udstillingen mindst en dag om ugen. Det aftales nærmere, hvilke dage dette bliver, hvorefter det annonceres.

  • Priser markeres ved hvert værk. SAK passer udstillingen i åbningstid - provision ved salg 25 %.

  • Der vil ikke være selvstændig fernisering.

  • SAK og kunstner opsætter og nedtager udstillingen i fællesskab.

  • SAKs gældende retningslinjer for ophængning og nedtagning følges.

  • Kunstnerne skal selv forsikre værkerne under transport.

  • SAK har ansvaret for værkernes beskaffenhed under udstillingen.

  • SAK står for markedsføring (kun online).

  • Der er almindelig entré til udstillingen.

  • Udstillingsperiode aftales i fællesskab – som udgangspunkt en måned.

Ansøgning om udstilling fremsendes til sak@sakkunstbygning.dk og skal indeholde:

Kort motiveret ansøgning, kunstnerisk cv og et billede af hhv. sig selv og et værk (min. 300 dpi).

Deadlines: 16. januar 2026

Udstillingsrum: Pavillonen (3 modulvægge og vægplads)

For yderligere spørgsmål, kontakt daglig leder på SAK Henrik Kragh, 40 94 30 20 / henk@sak.dk

Foto af John Rasmussen